Hvad er sundhed

Hvad er Sundhed?

Sundhed er i bund og grund et personligt begreb. Det handler om at have det godt med sin krop, sit sind, sine medmennesker, sin kultur, sit arbejde og sin sjæl. Sundhed er oplevelsen af at være i balance og samklang med sit liv og sine omgivelser,både de menneskelige og de fysiske. Vi kan ikke være sunde alene. Vi er hinandens sundhed, livskraft og livsglæde og skal hjælpes ad med at opbygge og bevare vores fælles sundhed.
Har du som barn fået tilstrækkelig kærlighed, tryghed, tillid til dig selv ved at få de udfordringer, du kan klare, har du tillid til dine forældre og andre nære personer og ved, at de altid vil prioritere dig højt og være der, når du virkelig har brug for dem, har du tillid til verden ved at alle voksne i din familie og dit nærsamfund betragter det som en fælles opgave at sikre en god opvækst for alle børn, så har du grundlaget for en utrolig stor bærekraft. Hvis du så også oplever, at der er en stor glæde og styrke at hente ved at få lov til at hjælpe andre, ved at få lov til at trøste, lindre og at dele med andre, så er der næsten intet, der kan skade dig virkeligt senere i livet. Måske vil du kunne blive syg, men sundheden vil du stadig bevare i dig. For sundhed er også at kunne rejse sig i kampen mod utilfredsstillende livsforhold og at kunne løse problemer på livets vej. Sundhed er også at kunne lære noget og at bruge det til gavn for både dig selv og andre, og at betragte problemer som opgaver, der skal løses. Ikke nødvendigvis kun af dig selv, men også i samarbejde med andre.
Vi skal passe på os selv, hvis vi vil bevare vores sundhed og undgå at blive syge. Der findes ikke noget netværk eller sundhedsvæsen, der kan klare dette, selvom det kan hjælpe dig undervejs. Men den vigtigste indsats ligger på det indre, åndelige plan. Vi må bevare vores indre opmærksomhed, vores bevidsthed om, hvad der er godt for os og for andre. For fællesomsorg er et vigtigt begreb. Din nabos sundhed er også dit ansvar! Du kan ikke bare overlade det til et professionelt sundhedsvæsen, der i virkeligheden mest er et sygdomsbehandlingsvæsen. De kan hjælpe ved sygdom, men
sundheden kræver din indsats for din næste, som lige netop er alle dem, der i det nære har brug for dig. Vi må alle deltage aktivt i det nære samfund og være med til at gøre det til et bedre og sundere sted at leve, ikke blot for os selv og vores familie, men for alle, der bor der. Det er det, som Verdenssundhedsorganisationen WHO kalder “Community Participation”, og som er en vigtig del af grundlaget for
sundhed for alle.
Men vi skal passe på ikke at reducere denne deltagelse til kun at omfatte det fysiske miljø. Selvfølgelig er det godt, hvis de ældre kan færdes uden at falde, og børnene uden at blive kørt over, men det vigtigste er, at vi er opmærksomme på hinanden, at vi blot med et smil eller en rask bemærkning anerkender hinandens værdi, og at vi hører
til. Vi er hinandens liv, hinandens trivsel, livsglæde og sundhed. Selvfølgelig kan frisk luft, vand, sund mad, varme, aktivitet, ro og søvn give et godt grundlag for sundheden, men mangler vi ømhed og omsorg fra de nære medmennesker, følelsen af at høre til, og mangler vi nogen, vi selv kan yde det samme til, så kan vi ikke være sunde.
I WHO’s definition af sundhed er der anført tre begreber legemligt, psykisk og socialt velbefindende. Jeg mangler yderligere to, nemlig kulturelt og sjæleligt velbefindende. Kultur er vores vaner, vores tryghed ved at leve indenfor visse rammer og efter visse regler. Det er en vigtig del af vores livsgrundlag. Det er kultur, at vi klæder os pænt på, når vi skal i byen, og tager blomster med til værtinden, at vi spiser med kniv og gaffel på rimelig måde og lader være med at bøvse bagefter. Det er kultur at synge og feste sammen.Vi trives med at kunne regne med at vide, hvad der sker under de fleste forhold. Det er også kultur at lære. Lærdom er magt, og bør deles med andre. Demokrati har i høj grad noget med kultur at gøre. Niels Hausgaard har engang sagt:”Demokrati er, at man altid må lade muligheden stå åben for, at de andre kan have ret”.
Livsformerne er meget forskellige rundt omkring i verden, og dermed kulturen. I Kina skal man helst bøvse og smaske ved måltidet for at vise, at man synes om den, ellers
er man uhøflig. I Arabien må man kun bruge den pæne hånd (den højre) til at spise med, den anden er reserveret til et andet formål længere nede. Det kan være svært at flytte eller flygte til et andet land med en helt fremmed kultur. Man bliver meget let usikker og flov, hvis man overtræder landets regler, og så er det så som så med det kulturelle velbefindende. Men disse problemer kan overkommes med forståelse, humor, smil og venlighed. Men der skal mere end hjælp, tolerance og forståelse til, hvis mennesker skal indføres i et andet lands kultur for at blive der, ellers vil
der opstå problemer. Megen racisme bunder i mangel på en sådan forståelse. Der er noget godt i alle kulturer, og fremmede kulturer kan bringe meget godt med sig, som vi kan have glæde af at tilegne os.
En vigtig forudsætning for sundhed er at kunne se det gode i det dårlige, det lyse i det mørke, det positive i det negative. Det giver bærekraft til at klare den modgang, vi alle vil komme ud for livet igennem i form af sygdom, smerter, tab, sorg og uretfærdig behandling. En dansk doktordisputats har vist, at optimister lever gennemsnitligt otte år længere end pessimister. Meget tyder på, at det at tænke og tale positivt og at have positive forventninger, der skal udtales højt uden brug af negative ord som ikke eller aldrig, øger chancen for at tingene lykkes. Prøv bare hver morgen at løfte hænderne så meget som muligt og sige ”det bli’r en god dag i dag!”.
Vedrørende den sjælelige sundhed sjæleligt velbefindende er det min klare opfattelse, at det også handler om dødsangst. Alt for mange moderne mennesker er præget af dødsangst og betragter døden som en fjende, der skal bekæmpes af sundhedsvæsenet samt ved at købe masser af vitaminer og andet tilskud. Døden transporteres væk fra hjemmet med blå blink, og man fortrænger og glemmer helst afskeden på sygehuset og i kirken. Hvis bare lægerne var dygtige nok, forskede nok og anstrengte sig nok, så ville døden ikke eksistere.
Intet menneske kan opnå sjæleligt velbefindende – og dermed sundhed og slippe sin dødsangst, uden at kunne se en mening med sin tilværelse. Man må gøre sig klart, at det ikke er tilfældigheder, der styrer ens liv, selvom man selv har betydelige muligheder for at ændre det i den for en selv rigtige retning. Det er vigtigt at have en tro specielt en tro på, at det hele ikke er slut med døden, og at der er noget på den anden side af dødens port, som vi mennesker blot har svært ved at fatte, handicappede som vi er af den naturvidenskabelige tankegang, der på mange måder har hæmmet os svært de sidste flere hundrede år. På dette område kan vi lære meget af de befolkninger, som vi kalder underudviklede og primitive.
Gennem forskning i nærdødsoplevelser er vi kommet mange skridt nærmere til en forståelse af, at døden blot er en overgang, og at vi, når den dag kommer, med sindsro kan tage imod den uden angst. Der er en mening med den også, ikke kun med livet. Men vi må hjælpes ad med at give mulighed for, at døden kan blive værdig, blandt andet ved at respektere ethvert menneskes ret til at nægte at modtage livsforlængende behandling i håbløse tilælde. Og ved at både familien og de professionelle sundhedsarbejdere sammen kan sige stop i sådanne situationer. Jeg går ikke ind for aktiv dødshjælp, men for en maksimal lindring og trøst på vejen, også selv om
den medicinske lindring kan være livsfarlig. Det er ikke døden, vi skal bekæmpe, men et utåleligt liv. Er du blevet afklaret i dit forhold til døden, vil du få kræfter til at leve dit liv fuldt ud. Du vil blive bevidst om dine virkelige livsværdier og kunne værdsætte dem fuldt ud. Og når tiden kommer, vil du kunne sige farvel på en værdig måde, og dine nærmeste vil vide, at de ikke har mistet dig, men at du blot er gået over på den anden side.
Sjælen er ikke det samme som sindet. Sjælen er udødelig og forbundet med en tro på en højere mening med livet. I gamle dage var man ikke bange for at dø, da man vidste, at døden er lige så naturlig som livet, og man følte sig sikker på, at der er et liv efter dette – et evigt liv. Når døden nærmede sig, samlede man venner og familie, hvis der var tid til det, for at sige farvel. Mange døende bestemte selv, hvornår døden skulle komme. De holdt simpelthen helt op med at spise og drikke. Gør man det, kan man kun leve højst 14 dage længere, man bliver smertefri og helt klar i hovedet. Dette er bevist, så der er ingen grund til at søge efter aktiv dødshjælp. Heller ikke til egentligt selvmord. Vi skal nok blive hentet, når tiden er inde.
Dødsangst er sundhedens værste fjende. Alt for mange bruger alt for megen tid og opmærksomhed på døden og mister derved tid til at leve og opmærksomhed på livet. Først, når du ikke længere er bange for at dø, får du frigjort alle dine kræfter til at leve med. På trods af sygdom og anden modgang.

Comments are closed.