Der er i 2002 udkommet en større bog af Liselotte Højgaard, der hedder ”Når du skal opereres”. Gad. 69 kroner.
Det er en rigtig god investering i sin sundhed, at man forbereder sig grundigt på en operation (hvis man kan nå det). Det er vigtigt at leve så sundt som muligt i tiden før operationen. Især at holde op med at ryge, hvis man gør det, og med at drikke for meget alkohol, hvis man gør det.
Man skal sikre sig, at man har alle de nødvendige vitaminer og mineraler samt sunde fedtsyrer i sig, og man må ikke være på slankekur i tiden op til operationen. Det er også vigtigt at få nok af proteinstof, da proteinmangel giver træthed og muskelsvaghed, øger risikoen for komplikationer og for, at der kommer betændelse og dårlig sårheling.
Har man en kronisk sygdom, er det vigtigt at tage ekstra af visse vitaminer og mineraler mm., afhængigt af sygdommen. Diabetikere har for eksempel brug for ekstra C-vitamin, for eksempel et gram 2-3 gange dagligt, og ekstra E-vitamin, fx Natur-E , to kapsler dagligt. Da E-vitamin i store mængder måske har indflydelse på blødningstilbøjelighed, skal man stoppe med det kort før operationen.
Diabetikere har generelt også mange på zink, der er vigtigt for sårhelingen. Zink skal tages om aftenen. Mangel på magnesium er også hyppig, så det vil være klogt at tage 500 mg magnesium dagligt. Et tilskud af B-vitaminer kan også anbefales (B-kompleks).
Det svovlholdige, naturlige stof MSM er også godt for ophelingen af sår. Det er også godt for tarmslimhinden og for leddene. Man skal tage 2 gram morgen og aften til maden.
Tager man naturmedicin, er det bedst at ophøre med det et par uger før operationen, og en uge før med acetylsalicylsyre (fx hjertemagnyl), da man ellers risikerer en øget blødningstendens under og lige efter operationen. Når operationen er overstået, og der er gået et par dage, kan man roligt begynde igen.
Fiskeolie, Gingko biloba, Ginseng, hvidløg, E-vitamin og ingefær kan alle medføre øget risiko for blødning. Man skal derfor stoppe med E-vitamin to uger før operationen.
Tarmbakteriefloraen skal også være i orden, både af hensyn til immunforsvaret og for, at disse sunde bakterier producerer vigtige næringsstoffer for blandt andet tarmslimhinden. Man kan fx tage tilskud af mælkesyrebakterier eller Vita Biosa. Det vil også holde maven i orden.
Man må heller ikke være i underskud med væske. De er godt at lave åndedrætsøvelser (ikke kun før operationer), for det nedsætter risikoen for lungeproblemer efter operationen.
Motion er vigtig for, at man hurtigere kan komme i gang efter operationen, hvilket ved svage muskler kan være et problem.
Det er også godt at være psykisk godt forberedt, blandt andet ved at være godt informeret om operationen. Er der noget, man ikke kan tåle, er det også vigtigt, at lægerne og sygeplejerskerne ved det.
Ved operationer er der altid en risiko for, at det kan gå galt, og man kan dø af det, men i en del tilfælde øges risikoen for at dø, hvis man IKKE bliver opereret. Det er noget, man må snakke med lægen om, så man er helt klar over fordele og ulemper ved netop den operation, man skal gennemgå. Risikoen for at dø i forbindelse med en operation er dog alt i alt meget lille, især ved planlagte operationer.
Det er altid godt at gøre sig klart, hvad man tror på sker, når man engang dør. Han man sat din død på plads, bliver man afstresset og rolig, hvilket nedsætter risikoen i forbindelse med operationen.
Mange mennesker går med en angst for døden, og det kan medføre, at de bruger alt for megen tid på at ville sikre sig, at de ikke skal dø, i hvert fald først engang langt ude i fremtiden. Enhver fornemmelse i kroppen opfattes som truende og medfører lægebesøg og en masse undersøgelser, ligesom ethvert dødsfald hos nære personer også udløser dødsangst. Nogen tænker så meget på døden, at de ikke har tid til at leve rigtigt.
For at få et fuldt, godt og sundt liv – på trods af eventuel sygdom – er det nødvendigt at få sat sin død på plads. Lige så naturligt som at blive født er det at skulle afsted igen. Døden er ikke et svigt fra sundhedsvæsenets side, en lægelig fejltagelse eller en tabt kamp. Det er en naturlig ting, som det er klogt at vænne sig til tanken om, kun på den måde kan man få virkelig frihed til at leve livet fuldt ud.
Efter min mening er der kun en måde at få sat sin død på plads på. Det er at tænke dybt og grundigt over, hvad du tror på sker, når du engang skal dø. Jeg har været så heldig at være blevet nødt til det tidligt i mit liv, fordi en læge ikke kan fungere ordentligt, hvis han eller hun er bange for at dø. Jeg tror, at grunden til, at en del mennesker har fået en ufølsom besked fra en læge om, at de skal dø af en alvorlig sygdom, er, at lægen selv er bange for at dø og derfor ikke tør gå ind i en støttesamtale om døden med alvorligt syge og døende mennesker.
Den, der får sin ”dødsdom” og ikke er blevet færdig med at sætte sin død på plads, går lige i en krise, der svækker modstandskraften og gør resten af livet kortere og mere belastende.
Det, der har givet mig styrke til at snakke om døden med andre mennesker, er at jeg er overbevist om, at døden ikke er en afslutning, men en overgang til livet efter livet på den anden side af dødens port.
Jeg har læst et hav af bøger om det, man kalder nærdødsoplevelser, men i virkeligheden er dødsoplevelser. De mennesker har været døde, uden kredsløb og åndedræt, ofte i langt længere tid end de fire minutter, vi kan være uden ilt, før hjernen dør. Alligevel kan de fortælle, hvad der er sket, mens de var døde, og hvad de har oplevet. Det er de samme ting, de fortæller om, hvad enten det er en række nulevende danskere, og jeg har talt med mange af dem, amerikanere, der aldrig har beskæftiget sig med det hinsides, eller de lamamunke fra Tibet, der for tusind år siden skrev Den Tibetanske Dødebog. Det gælder for alle religioner, folkeslag og til alle tider.
Jeg kan anbefale bogen ”Lys bag Døden” af den tidligere sognepræst Kirsten Mørch-Nielsen (Forlaget Unitas). Hun fortæller i bogen som sin nærdødsoplevelse i USA, da hun var 26 år gammel og var død imellem 9 og 11 minutter, måske længere. Bagefter kunne hun fortælle nøjagtigt, hvad der var sket, mens hun var død, også i rummene uden om det, hun lå i. Hun gik ud af sin døde krop og svævede over den, indtil hun følte, at hun blev suget op gennem en tunnel. Hun kom ud i lys, hvor hun traf mennesker, hun kendte, som var døde og kunne tale med dem. Hun fik også lov til at møde et varmt, kærligt lys, hvor hun fik lov at se hele sit liv på en gang og fik indsigt i, hvorfor tingene var sket. Ikke som en dom, men som indsigt i og forståelse af, hvad der er vigtigt i et menneskes liv. Hvad meningen med det hele er. Hun blev så klar over, at hendes tid ikke var kommet endnu og vågnede så op i sin krop på hospitalssengen.
De mennesker, der har haft sådanne nærdødsoplevelser, er ikke længere bange for at dø. De ved, at døden ikke er en afslutning, men en overgang. Der har mistet deres dødsangst, og også deres livsangst. Og der er vigtigt, for hvis vi tror på, at alt er lyst og godt på den anden side, hvem har så lyst til at fortsætte livet her på jorden, med smerter, sorg, kriser tab, skattevæsen og andre jordiske fortrædeligheder. Så var det lettere at tage sit eget liv og komme over på den anden side. Men fidusen er, at er du ikke bange for at dø, så er du heller ikke bange for at leve. Så får du kræfter til at leve dit liv færdigt, på trods af sygdom, smerter, modgang og alle mulige belastninger, for du ved inderst inde, at der er en dyb mening med det alt sammen. Jeg er overbevist om, at vi er her for at lære noget, og at vi skal lære færdigt, før vi skal afsted.
En mere videnskabelig beretning om nærdødsoplevelser kan findes i bogen ”Den skjulte Kilde” af den franske journalist Patrice van Eersel, som har interviewet en række læger, psykologer og andre, der har forsket i nærdødsoplevelser. I den bliver alle de indvendinger, som læger og andre bruger til at bortforklare nærdødsoplevelserne med, endegyldigt sat på plads. Der er ikke tale om iltmangel, medicinbivirkninger, hallucinationer eller andet. Bogen er udsolgt, men kan lånes på biblioteket.
Mange mennesker er måske ikke bange for at dø, men er bange for tiden før døden, for smerter og andre legemlige og psykiske lidelser. En afklarethed omkring døden hjælper også her. Vi ved fx, at de mennesker, der får lov til at dø på hospice, hvor døden er en naturlig ting, de har ikke nær så mange smerter og deres behov for smertestillende medicin falder drastisk. Det er også vigtigt at finde en læge, man har tillid til og som kender sin vigtigste pligt – at lindre og trøste.
Tag stilling til din død. Sæt den på plads, så den ikke dominerer dit liv og kommer i vejen for det.
Læs mere om operationer og naturmedicin på www.radiodoktoren.dk