Hæmorider

Ved hæmorider er det først og fremmest vigtigt at få belyst årsagen til dem. Det drejer sig om åreknuder på returårerne lige ved endetarmen, og der er en vis arvelig tendens, men man skal altid udelukke, at der er noget andet galt i endetarmen.

Hæmorider kan forebygges ved en grov, fiberholdig og grøn kost, ved daglig motion og ved at drikke nok vand eller anden ikke vanddrivende væske, gerne 1½-2 liter dagligt. Evt. ved at tage tilskud af loppefrøskaller eller Husk med rigeligt vand til. Desuden at have regelmæssig, daglig afføring 1-2 gange dagligt, gerne på et tidspunkt, hvor der er fred og ro til toiletbesøget. Man skal helst have afføring uden at presse og en fornemmelse af en god tømning af endetarmen. Det er bedst ikke at sidde for meget og at undgå at drikke for meget alkohol, der også fremmer hæmorider.

Har man tendens til hæmorider, er det vigtigt med renlighed efter afføring, da der ellers kan komme fare for betændelse.

Det allerbedste er at bruse sig med koldt vand lige mod endetarmsåbningen, da det både renser og trækker hæmoriderne sammen. Er der fremfald af hæmoriderne, skal de stoppes tilbage i tarmen efter brusningen. Er der ikke mulighed for at bruse, kan man vaske grundigt. Derefter, og efter morgenbadet, er det en god idé at smøre med fx Weledas White Mallow Nappy Change Cream,  Mellissas babysalve eller Dr. Scheller’s kamillesalve, der lindrer og beskytter huden. Man bør ikke bruge hårdt toiletpapir eller genbrugstoiletpapir, der kan indeholde hudirriterende stoffer.

Cosborg Rect. creme, der indeholder ekstrakt af hamamelisblad og propolis virker både sammentrækkende og modvirker betændelse, både ved hæmorider, kløe, irritation og rifter ved endetarmen.

En god plantebaseret creme mod moderate hæmorider, med troldnød og kæmpenatlysolie, er Hemoven creme.

Er der tale om fremfald af en enkelt hæmoride, eller er der enkelte indre hæmorider, kan man med en special tang liste et gummibånd ned om roden på hæmoriden. Herved afklemmes blodforsyningen, hvorved hæmoriden ”dør” og falder af.

I nogle tilfælde kan en tre ugers kur med stikpiller klare problemet (Proctosedyl. Lægerecept), og man kan også indsprøjte en sammentrækkende væske i omgivelserne omkring hæmoriderne. Det anvendes ikke så ofte i Danmark. Hæmorider kan også fryses, hvorved de ”dør” og falder af. Alle disse ting kan foretages ambulant af en speciallæge.

Er problemet stort, man kan foretage en regulær operation med kirurgisk fjernelse af hæmoriderne og en midlertidig indlæggelse af et gummirør/dræn. Det vil man gøre i fuld bedøvelse, da det kan være en smertefuld affære. Der kan også være tale om en meget stram, indre lukkemuskel ved endetarmen, der er med til at danne hæmoriderne. I disse tilfælde kan man udvide lukkemusklen for at få den til at slappe af. Det kræver også en fuld bedøvelse.

Der er dog fremkommet en ny metode, hvor man med moderne teknologi kan undgå åbne, udvendige sår. Man bruger et specielt instrument, der udskærer et slimhindebånd lidt oppe i endetarmen, hvorved det udfaldne hæmoridevæv hejses op indenfor endetarmen og hæftes fast. Samtidig afskæres en del af blodforsyningen, hvilket får hæmoriderne til at falde noget sammen. Uden åbne sår er der langt færre smerter.

For at få fuld klarhed over, hvad der er bedst, bør man snakke med sin læge og evt. få en henvisning til en speciallæge i kirurgi. De udvendige hæmorider kan godt være hudlapper som følge af tidligere hæmorider, og de kan let fjernes i lokalbedøvel­se, så det bliver lettere at holde sig ren. Er andre sygdomme i endetarmen udelukket, er det ikke farligt at gå med hæmorider, kun besværligt.

Man kan styrke sine årevægge og dermed modvirke hæmorider ved at tage et naturlægemiddel med ekstrakt af hestekastanie, fx Aesculaforce eller Venokan. Eller et af de to kapillærstabiliserende lægemidler Venoruton, der kan fås i håndkøb, eller Capiven, der er receptpligtigt.

Råd fra læser:

Zinksalve derimod var betydeligt bedre.

Jeg smurte en god klat (Ca. 1 cm creme trykket ud) på selv hæmoriden efter hvert toilet besøg, uden undtagelse (Ca. 4 – 5 gange dagligt) , og allerede efter få dage kunne jeg mærke forskel.

Hæmoriden skrumpede og jeg blev ved indtil den var væk, omkring 2 uger.

Jeg fortsatte herefter med at smøre lidt ind i endetarmen, et par uger yderligere og det er efterhånden 1,5 år siden og jeg har ikke mærket nogen gener siden. Dette forudsætter selvfølgelig at man ikke har tilbagevendende fordøjelsesproblemer, for så vil det nok dukke op hyppigere.

Det har klart været det der virkede bedst for mig og er jo både et billigt og let tilgængeligt produkt, uden bivirkninger så vidt jeg ved.

Comments are closed.