Vand i lungerne – lungeødem

Vand i selve lungerne, også kaldet lungeødem, skyldes oftest, at venstre side af hjertet, der pumper det iltede blod fra lungerne ud i kroppen, ikke er stærkt nok. Pumpekraften er blevet for lille, så blodet hober sig op i lungerne, fordi højre side af hjertet bliver ved med at pumpe med sædvanlig kraft. Når der så kommer for meget blod i lungekredsløbet, siver der væske ud fra blodkarrene og ind i lungeblærer og bronkier. Det medfører hoste og hvidt skummende opspyt. Samtidig kommer der åndenød og pressen i brystet, også kaldet hjerte-astma.

Tilstanden er værst, når man ligger ned, da hjertet udfører et større arbejde, når man ligger ned, end hvis man står op. Derfor kommer vand i lungerne oftest ud på natten, som symptomerne bedres, når man står op. Der er ofte også vand i kroppen og træthed. Man kan ved en røntgenundersøgelse tydeligt se, om der er en ophobning af blod i lungerne.

Der kan være flere grunde til, at venstre side af hjertet ikke kan arbejde med fuld kraft. Der kan være tale om åreforkalkning, så hjertemusklerne ikke får nok ilt og svækkes af det. Der kan være tale om, at venstre hjertehalvdels væg er blevet for tyk på grund af mangeårigt for højt blodtryk, og at der samtidig ikke kommer ilt nok til den fortykkede hjertemuskel på grund af forkalkning i kranspulsårerne.

Han man tidligere haft en blodprop i hjertet, øges risikoen for hjertesvigt. Det samme gælder ved infektioner, fx betændelse i hjertemusklerne. Er der problemer for blodet med at komme fra lungerne ned i hjertet på grund af forsnævring af hjerteklappen mellem forkammer og hjertekammer, vil blod også kunne ophobes i lungerne.

De kolesterolsænkende midler ved navn statiner medfører, at der dannes for lidt af hjælpeenzymet Q10 i kroppen. Dette kan føre til hjertesvækkelse. Under alle omstændighder skal man, hvis man får et statin, tage tilskud af Q10, mindst 30 mg dagligt. Har man hjertesvækkelse, skal man op på 100 mg Q10 dagligt.

Der kan også være problemer med hjertets elektriske ledningssystem, så hjertet slår for langsomt eller for hurtigt. I begge tilfælde vil der også kunne komme iltmangel i hjertemusklen. Meget uregelmæssig hjertegang vil også kunne svække hjertet.

Dårlig hjertefunktion kan også medføre dårlig nyrefunktion med ubalancer i blodets indhold af mineraler som kalium, natrium, magnesium og calcium (kalk) også. Derfor er det vigtigt at få blodet undersøgt ordentligt.

For få røde blodlegemer på grund af blodmangel vil også kunne svække hjertet. Det samme gælder for visse typer medicin, der nedsætter hjertets kraft og pulsen, fx blodtrykssænkende medicin, hvoraf noget dog kan være gavnligt ved et svækket hjerte.

Den vigtigste behandling af vand i lungerne er at give vanddrivende medicin. Man anvender oftest nogle kraftigt og kortvarigt virkende vanddrivende midler, fx furosemid, da de mildere ikke er nok, især ikke hvis nyrefunktionen er nedsat. Det er vigtigt, at man ikke giver hele dosis af disse midler på en gang eller fx om morgenen og til frokost. Vander man kroppen kraftigt af, vil hypofysen danne mere af et hormon, der nedsætter vandladningen resten af døgnet, og resultatet er så, at man ud på eftermiddagen og om aftenen hober væske op i kroppen. Herved stiger blodtrykket, og hjertet belastes, så der kan komme vand i lungerne om natten. Man skal derfor give fx furosemid om morgenen og ved 17-tiden, så man kan nå at komme af med overskuddet af væske, inden man skal i seng. Det er gavnligt at supplere med et kaliumbesparende tillæg af fx spironolakton.

Optræder vandet i lungerne pludseligt og hurtigt, giver man den vanddrivende behandling direkte i en blodåre. Samtidig giver man ofte morfin direkte i blodet i små mængder, da det slapper blodårerne ude i kroppen af og derved nedsætter tilbageløbet til højre side af hjertet, der så ikke pumper så meget blod op i lungerne.

Man kan selv, før lægen kommer, slappe blodårerne af ved at tage en nitroglycerin under tungen. Det giver mere ilt til hjertet og slapper årerne af, så hjertet på denne måde aflastes. Man skal sidde op, med benene hængende ud over kanten af sengen, hvilket medfører, at der hobes blod op i benene. Dette aflaster også tilbageløbet til hjertet. Er det ikke nok, kan man, i hvert fald til lægen kommer, lægge årepres på lårene ved at lægge et tørklæde om og med en pind dreje det, til det er meget stramt. Når Falck kommer, skal der gives ilt på vejen til sygehuset, da vandet i lungerne kan nedsætte iltoptagelsen i blodet.

Får man ikke noget hjertestyrkende medicin, vil lægen overveje dette. Tidligere var det i reglen lægemidlet digoxin, men man er ved at gå væk fra denne behandling og over til ved hjertesvigt at give blodtrykssænkende midler af typen ACE-hæmmere samt hjertestyrkende medicin af nyere typer. Bortset fra førstehjælpen fra vagtlægen eller den praktiserende læge er det en opgave for medicinske speciallæger at få modvirket tilstanden, finde ud af årsagen og få iværksat den rigtige og forebyggende behandling.

Behandling med lægemidler for hjertet og blodtrykket kan medføre mangel på vigtige næringsstoffer. ACE-hæmmere kan medføre mangel på zink, der blandt andet er vigtigt for immunsystemet og mange andre af kroppens funktioner. Beta-blokkere kan medføre mangel på Q10, der er vigtigt for hjertemusklernes styrke og et vigtigt antioxidant. Beta-blokkere kan også medføre mangel på melatonin, der også er et vigtigt antioxidant og blandt andet med til at sikre en god søvnkvalitet.

Digoxin kan føre til mangel på magnesium, calcium, fosfor og B1-vitamin.

Behandling med kolesterolsænkende medicin i form af statiner medfører mangel på Q10 og dermed øget risiko for hjertesvækkelse og hjertesvigt.

En svensk-international undersøgelse har vist, at en daglig indtagelse af 200 mg Q10 samt 200 mikrogram organisk selen, fx som Seleno Precise eller Bio-selen + zink, kan nedsætte risikoen for hjertet med 70%.

Har man dårligt hjerte og gerne vil forebygge forværring med fx vand i lungerne, er det vigtigt at få en sund kost med meget grønt og frugt, der indeholder vigtige vitaminer, mineraler og antioxidanter. Man skal spare på saltet mad og salt og i stedet bruge krydderier. Natriumreduceret salt, fx Seltin, havsalt eller himalayasalt er bedre end det sædvanlige rene bordsalt, da disse salttyper indeholder mindre natriumsalt og mere kalium- og magnesiumsalt, der er gavnligt.

Vanddrivende behandling kan medføre mangel på vigtige næringsstoffer. De kraftigt virkende midler som furosemid (Furix, Lasix, Diural) eller bumetanid (Burinex) kan medrføre mangel på kalium, calcium, magnesium, B1-vitamin, B6-vitamin, C-vitamin, zink og natrium.

Thiaziderne (fx Centyl) kan medføre mangel på Q10, magnesium, kalium og zink.

Det er også vigtigt at motionere det, man kan, for det styrker med tiden selv meget dårlige hjerter og bedrer kredsløbet i kranspulsårerne. Men man skal lytte til sin krop og ikke overdrive. Man skal stoppe, hvis der kommer kraftig åndenød, hjertesmerter eller hurtig hjertebanken.

Et naturligt middel, der kan styrke hjertet uden bivirkninger, er hvidtjørn, Crataegus. Man skal dog ved dårligt hjerte ikke kun doktorere på sig selv, men også have sin læge med i det. Man kan også aflaste hjertet ved at sove med højt hovedgærde og ved at lægge en mursten under sengebenene ved hovedgærdet.

Er man overvægtig, vil det være en god aflastning af hjertet at tabe sig.

I nogle tilfælde tager folk fejl af vand i lungerne og vand i lungehinderne, der kan komme på grund af fx lungebetændelse, lungehindebetændelse eller på grund af kræft i lungehinden. Her må man forsøge at fjerne årsagen, og indtil da kan lægerne dræne ved hjælp af udsugning af væsken eller indlæggelse af et kateter med sug.

Comments are closed.