Livsafslutningen døden

 

Mange mennesker går med en angst for døden, og det kan medføre, at de bruger alt for megen tid på at ville sikre sig, at de ikke skal dø, i hvert fald først engang langt ude i fremtiden. Enhver fornemmelse i kroppen opfattes som truende og medfører lægebesøg og en masse undersøgelser, ligesom ethvert dødsfald hos nære personer også udløser dødsangst. Nogen tænker så meget på døden, at de ikke har tid til at leve rigtigt.

For at få et fuldt, godt og sundt liv – på trods af eventuel sygdom – er det nødvendigt at få sat sin død på plads. Lige så naturligt som at blive født er det at skulle afsted igen. Døden er ikke et svigt fra sundhedsvæsenets side, en lægelig fejltagelse eller en tabt kamp. Det er en naturlig ting, som det er klogt at vænne sig til tanken om, kun på den måde kan man få virkelig frihed til at leve livet fuldt ud.

 Efter min mening er der kun en måde at få sat sin død på plads på. Det er at tænke dybt og grundigt over, hvad du tror på sker, når du engang skal dø. Jeg har været så heldig at være blevet nødt til det tidligt i mit liv, fordi en læge ikke kan fungere ordentligt, hvis han eller hun er bange for at dø.  Jeg tror, at grunden til, at en del mennesker har fået en ufølsom besked fra en læge om, at de skal dø af en alvorlig sygdom, er, at lægen selv er bange for at dø og derfor ikke tør gå ind i en støttesamtale om døden med alvorligt syge og døende mennesker.

 Den, der får sin ”dødsdom” og ikke er blevet færdig med at sætte sin død på plads, går lige i en krise, der svækker modstandskraften og gør resten af livet kortere og mere belastende.

Det, der har givet mig styrke til at snakke om døden med andre mennesker, er at jeg er overbevist om, at døden ikke er en afslutning, men en overgang til livet efter livet på den anden side af dødens port.

 Jeg har læst et hav af bøger om det, man kalder nærdødsoplevel­ser, men i virkeligheden er dødsoplevelser. De mennesker har været døde, uden kredsløb og åndedræt, ofte i langt længere tid end de fire minutter, vi kan være uden ilt, før hjernen dør. Alligevel kan de fortælle, hvad der er sket, mens de var døde, og hvad de har oplevet. Det er de samme ting, de fortæller om, hvad enten det er en række nulevende danskere, og jeg har talt med mange af dem, amerikanere, der aldrig har beskæftiget sig med det hinsides, eller de lamamunke fra Tibet, der for tusind år siden skrev Den Tibetanske Dødebog. Det gælder for alle religioner, folkeslag og til alle tider.  

 Jeg kan anbefale bogen ”Lys bag Døden” af den tidligere sognepræst Kirsten Mørch-Nielsen (Forlaget Unitas). Hun fortæller i bogen som sin nærdødsoplevelse i USA, da hun var 26 år gammel og var død imellem 9 og 11 minutter, måske længere. Bagefter kunne hun fortælle nøjagtigt, hvad der var sket, mens hun var død, også i rummene uden om det, hun lå i. Hun gik ud af sin døde krop og svævede over den, indtil hun følte, at hun blev suget op gennem en tunnel. Hun kom ud i lys, hvor hun traf mennesker, hun kendte, som var døde og kunne tale med dem. Hun fik også lov til at møde et varmt, kærligt lys, hvor hun fik vist hele sit liv på en gang og fik indsigt i, hvorfor tingene var sket. Ikke som en dom, men som indsigt i og forståelse af, hvad der er vigtigt i et menneskes liv. Hvad meningen med det hele er. Hun blev så klar over, at hendes tid ikke var kommet endnu og vågnede så op i sin krop på hospitalssengen.

 Jeg har talt med mange, der har haft sådanne dødsoplevelser, inkl. tre andre præster. De er ikke længere bange for at dø. De ved, at døden ikke er en afslutning, men en overgang. Der har mistet deres dødsangst, og også deres livsangst. Og der er vigtigt, for hvis vi tror på, at alt er lyst og godt på den anden side, hvem har så lyst til at fortsætte livet her på jorden, med smerter, sorg, kriser tab, skattevæsen og andre jordiske fortrædeligheder. Så var det lettere at tage sit eget liv og komme over på den anden side. Men er du ikke bange for at dø, så er du heller ikke bange for at leve. Så får du kræfter til at leve dit liv færdigt, på trods af sygdom, smerter, modgang og alle mulige belastninger, for du ved inderst inde, at der er en dyb mening med det alt sammen. Jeg er overbevist om, at vi er her for at lære noget, og at vi skal lære færdig, før vi skal afsted.  

 En mere videnskabelig beretning om nærdødsoplevelser kan findes i bogen ”Den skjulte Kilde” af den franske journalist Patrice van Eersel, som har interviewet en række læger, psykologer og andre, der har forsket i nærdødsoplevelser. I den bliver alle de indvendinger, som læger og andre bruger til at bortforklare nærdødsoplevelserne med, endegyldigt sat på plads. Der er ikke tale om iltmangel, medicinbivirkninger, hallucinationer eller andet.  Bogen er udsolgt, men kan lånes på biblioteket.

 Mange mennesker er måske ikke bange for at dø, men er bange for tiden før døden, for smerter og andre legemlige og psykiske lidelser. En afklarethed omkring døden hjælper også her. Vi ved fx, at de mennesker, der får lov til at dø på hospice, hvor døden er en naturlig ting, de har ikke nær så mange smerter og deres behov for smertestillende medicin falder drastisk.  Det er også vigtigt at finde en læge, man har tillid til og som kender sin vigtigste pligt – at lindre og trøste.

Alle kommuner har også et palliativt team af læger og sygeplejersker med særlig megen viden om behandling af smerter samt viden om, hvordan man kan modvirke andre ubehagelige symptomer og ubehag, når man er hjemme.

 Tag stilling til din død. Sæt den på plads, så den ikke dominerer dit liv og kommer i vejen for det.

 

Comments are closed.