Atrieflimren – forkammerflimren

Forkammerflimren er meget almindelig og forekommer enten som anfald eller som vedvarende tilstand. Det kan ses hos normale mennesker som følge af psykisk stress, efter kirurgiske indgreb, motion eller indtagelse af større mængder alkohol. Det kan også optræde hos mennesker med hjerte- eller lungelidelser, som akut har for lidt ilt i blodet, trækker vejret for meget (hyperventilation), har forstyrrelser i stofskiftet eller forstyrrelser i kredsløbet.

Brug af binyrebarkhormoner og astmamidler (beta-2-agonister, fx terbutalin (Bricanyl) og salbutamol (Ventoline) kan også øge risikoen for atrieflimren.

Vedvarende forkammerflimren ses oftest hos mennesker med hjerte- og kredsløbssygdom, for højt blodtryk med hjertelidelse samt forskellige hjertefejl (hul i forkammer, klapfejl mm.). For højt stofskifte (thyreotoxikose) kan have atrieflimren som første symptom.

Symptomerne ved forkammerflimren stammer fra for hurtig puls (hurtig hjertekammer aktivitet), hvor for mange signaler fra forkamrenes sinusknude når ned til hjertekamrene.

Det kan så medføre for lavt blodtryk, ophobning af blod i lungerne, fordi hjertet ikke kan følge med og pumpe blodet videre hurtigt nok, eller hjertekrampe (angina pectoris) fordi hjertemusklerne ikke får nok ilt til at klare arbejdet. Når forkammerflimren holder op, kan der komme en besvimelse på grund af en pause i hjerteslagene. Der kan opstå blodpropper i hjertekamrene, som så kan gå op til fx hjernen og give et slagtilfælde. Det ses mest ved reumatisk hjertelidelse med klapproblemer. Der kan komme træthed, fordi hjertet ikke pumper nok blod ud i kredsløbet, og angst i forbindelse med uregelmæssige hjerteslag. Hjertefunktionen kan i svære tilfælde blive ustabil, og hjertemusklerne svækket.

På hjertekardiogrammet kan man se hurtige og uregelmæssige sammentrækninger af forkamrene fra 350 til 600 slag i minuttet. Ved den langsommere forkammerflagren er der typisk mellem 250 og 350 slag i minuttet. Ved forkammerflimren er der uregelmæssige sammentrækninger af hjertekamrene, med uregelmæssig puls med variabelt pulstryk, dvs pulsen føles ikke lige stærk hele tiden. Der er oftest øget puls, men sjældent mere end højst 150, da signalerne fra forkamrene ikke alle kan passere gennem den pacemaker, der ligger på overgangen mellem forkamre og hjertekamre – atrio-ventrikulærknuden, og der er grænser for, hvor hurtigt hjertekamrene kan trække sig sammen, hvorved nogle af signalerne ovenfra falder i en periode, hvor hjertet lige skal komme sig før næste slag.

I behandlingen skal man søge efter udløsende årsager som fx feber, lungebetændelse, alkohol, stress og kaffe, blodprop i lungen, hjertesvigt, for højt stofskifte eller betændelse i hjertesækken.

Hvis patienten har det dårligt, er elektrokonvertering, hvor man giver hjertet et elektrisk stød, den foretrukne behandling. Hvis der ikke er umiddelbare hjerteproblemer, vil man som det første forsøge at nedsætte antallet af hjerteslag – pulsen. Det kan man gøre med midler som betablokkere eller calciumblokkere. De tidligere meget anvendte digitalispræparater – fx digoxin – tager længere tid om at virke og er mindre effektive samt mere giftige. Man kan herefter forsøge at ændre til den normale sinusrytme med anden medicin.

Både før og efter elektrokonvertering, som nu også kan komme på tale, skal der gives blodpropforebyggende behandling, såkaldt blodfortyndende behandling (blodet bliver ikke tyndere, men koagulerer ikke så let). Læs mere om blodfortynding på www.radiodoktoren.dk

Et tilskud af C-vitamin før og efter elektrokoverteringen nedsætter risikoen for tilbagefald af atrieflimren. Desuden hæmmes og modvirkes de betændelsesagtige ændringer, som er medvirkende til at fremkalde atrieflimren. I en græsk undersøgelse gav man halvdelen af en gruppe patienter med atrieflimren to gram C-vitamin 12 timer før elektrokonverteringen og 500 mg to gange dagligt de næste syv dage. Den anden halvdel fik sædvanlig behandling. Kun 1 af de patienter, der fik C-vitamin, fik tilbagefald af deres forkammerflimren (4,5%), mens otte i gruppen (36,3%), der fik sædvanlig behandling, fik tilbagefald. Forskerne fandt også, at mængden af hvide blodlegemer (som bekæmper infektion) og mængden af fibrinogen (der er forstadiet til blodpropper) faldt i gruppen, der fik C-vitamin. Mængden af C-reaktivt protein (CRP), der er et mål for betændelse, var klart højere i gruppen, der ikke fik C-vitamin. (Kilde: Int J Cardiol 2005; 102: 3221-326).

Dette tyder på, at alt, hvad er modvirker inflammation, kan nedsætte risikoen for at få atrieflimren og for at få tilbagefald af atrieflimren efter behandling.

Følgende øger inflammationen

* Overvægt

• Arachidonsyre (oksekød, mejeriprod., indmad)

• For mange flerumættede fedtsyrer i forhold til omega-3 – margarine

• Stegning

• Transfedtsyrer

• Sukker og andet med højt glykæmisk indeks

• Insulin

• Homocystein

• Tobaksrøg

• For meget jern i kroppen

• Kunstige kemiske stoffer

Følgende modvirker inflammation:

• Reduktion af overvægt

• Spis mad med lavt glykæmisk indeks (grønsager, grov kost, højt indhold af kostfibre)

• Undgå margarine (omega-6 fedtsyrer, transfedtsyrer)

• Spis mindre kød

• Undgå stærk opvarmning af fedt (fx friture)

• Antioxidanter, bl.a. C-vitamin (et gram to gange dagligt) og selen, 200 mikrogram dgl., fx Seleno Precise.

• E-vitamin, blandede

• Olivenolie (Nature 2005; 437: 45-46).

• Omega-3 fedtsyrer (fiskeolie, hørfrøolie, nødder, mandler)

• Gammalinolensyre (GLA) (natlysolie)

• B12, B6 og folinsyre hæmmer homocystein

• K2-vitamin (modvirker også osteoporose)

• Magnesium citrat (ikke Magnesia). 600 mg om aftenen

• Artiskok, chili, Aronia og andre mørke bær, fx Aroniasaft (helsekostforr).

• Boswellia serrata

• Policosanol (Vasovital)

• Curcumin (fx Turmeric eller Curcuma longa), krydderier

• Ingefær, fx Urizal eller Zingiberin)

• Bromelain (findes i ananas)

• Stephania tentandra – fen-fang-qi (kinesisk)

• Padma 28

• Brændenældeekstrakt

Se i øvrigt mere om inflammation på www.radiodoktoren.dk

Kan man ikke få den normale rytme tilbage, er målet at få hjerteslagene – pulsen – sat ned. Dertil kan man bruge digoxin, beta- og calciumblokkere, evt andet. Lykkes det at få den normale sinusrytme tilbage, kan man bruge forskellig medicin (fx kinidin, flecainid (Tambocor) eller amiodarone (Cordarone) for at bevare den normale rytme. Man skal dog være opmærksom på bivirkningerne af disse lægemidler.

Det er vigtigt at forebygge dannelse af blodpropper. Medicinsk anti-koagulationsbehandling sker oftest med lægemiddelstofferne phenprocoumon Marcoumar) eller warfarin (Marevan). Man skal være opmærksom på, at ny forskning har vist, at warfarin kan medføre forkalkning i de små pulsårer. Disse stoffer modvirker K-vitamin, der er nødvendigt for koagulationen. Skal det gå hurtigt bruger man oftest heparin, der skal sprøjtes ind.

Der er nu fremkommet lægemidler, der modvirker blodpropper uden at påvirke K-vitamin, fx Pradaxa, Eliquis og Xarelto, men man skal være meget opmærksom på blødningsrisikoen, hvor K-vitamin ikke hjælper.  

Visse grønsager med stort indhold af K-vitamin kan ændre virkningen, fx broccoli og kål, hvis man ændrer sit indhold i kosten i perioder. Læs mere om blodfortynding og K-vitaminerne på www.radiodoktoren.dk
K-vitamin er meget vigtigt i forebyggelsen af åreforkalkning, da K-vitamin sikrer, at kalken i kosten havner i knoglerne og ikke i pulsårerne.

Nogle vitaminpiller indeholder så meget K-vitamin, at det kan have indflydelse på virkningen af fx Marevan.  Mange former for medicin kan også ændre virkningen, fx acetylsalicylsyre (fx hjertemagnyl) og gigttabletter af typen ibuprofen (NSAID-stoffer). Q10 kan måske ændre virkningen af antikoagulerende medicin, men en dansk undersøgelse har ikke vist dette.

Indstillingen af den mængde medicin, der skal bruges ved behandlingen, skal derfor ske ved fast mængde grønsager hver dag og fast vitaminpille hver dag, eller en fast mængde medicin, der kan påvirke den blodfortyndende behandling.

Virkningen af midlerne måles ved hjælp af blodprøver, og der skal reguleres på medicinen efter resultaterne af blodprøverne. Der skal især væres meget på vagt ved begyndelse med behandling med andre lægemidler og ved diaré.

Man kan også modvirke blodpropper alene ved hjælp af acetylsalicylsyre i meget små mængder, fx en eller en halv hjertemagnyl dagligt. Et andet stof er Persantin retard (dipyramidol), som bruges, når nogen ikke tåler acetylsalicylsyre, typisk mod blodpropper i hjernen. Stoffet clopidogrel (Plavix) kan også bruges. Her behøver man ikke at være opmærksom på grønsager i kosten.

Brugen af blodfortyndende medicin i forebyggelsen af blodpropper bliver mere og mere almindelig og med udvidet brug af flere lægemidler ad gangen.

For eksempel kombineres hjertemagnyl med clopidogrel, hvis salgsnavn er Plavix, eller med dipyramidol, der sælges som Persantin.

Risikoen for blødning ved brug af hjertemagnyl alene er næsten fordoblet (1,8), let forøget ved brug af Plavix alene, fordoblet ved brug af Persantin alene, og næsten fordoblet ved brug af midler, som modvirker K-vitamin (Marcoumar og Marevan).

Kombinerer man brug af hjertemagnyl med Plavix, stiger risikoen for blødning til at være mere end syv gange så høj. Kombinerer man K-vitamin hæmmerne Marevan eller Marcoumar med hjertemagnyl, stiger risikoen til at være mere end fem gange så højm og kombineres hjertemagnyl med Persantin, stiger risikoen til at være knapt to en halv gange så høj.

Det er især risikoen for blødning i maven og øverste del af tyndtarmen, som stiger væsentligt, hvilket kan udvikle sig til at være dødeligt.

De danske læger, som har gennemført undersøgelsen, opfordrer til, at lægen skal afbalancere risikoen ved kombinere lægemidler til forebyggelse af blodpropper med de fordele, der kan være ved at bruge dem. (British Medical Journal. Vol 333. 7 oct 2006. 726-28).

På Skejby Sygehus ved Århus er man i vid udstrækning gået over til at oplære mennesker, der skal have antikoagulationsbehandling, til selv at måle deres koagulation hjemme ved hjælp af strimler og apparat, de gratis får stillet til rådighed fra sygehuset. Der er et halvt års oplæring og så eksamen i brugen. De skal så måle regelmæssigt og melde ind til sygehuset, ligesom de regelmæssigt bliver checket på sygehuset, bl.a. for at se, om de måler korrekt.

Gevinsten ved selvstyret antikoagulationsbehandling er frihed for hver uge at skulle på laboratoriet for at få målt koagulationen, og at vedkommende selv kan være med til at følge, hvad der sker med blodet, når de ændrer noget i deres liv. Der er meget stor individuel forskel på, hvordan man reagerer på forskellige ting, der indvirker på koagulationen (se nedenfor). De kan fx også tillade sig at tage på ferie i udlandet.

Alternative muligheder til forebyggelse af blodpropper:

Gode muligheder er hvidløg, der kan anvendes som tabletter, fx Kwai eller Garcin. Hvidløg forebygger også åreforkalkning.

Pycnogenol (ekstrakt af barken på pinjetræer ved Middelhavet) er meget effektivt forebyggende mod blodpropper. Fx som Bio-pycnogenol, 1 tabl. morgen og aften. Er samtidig er kraftigt antioxidant og blodtryksnedsættende samt modvirker inflammation.

Fiskeolie er også godt og har den yderligere fordel, at den er med til at holde de fedtstoffer i blodet, der hedder triglycerider, nede. Fiskeolie modvirker også hjerterytmeforstyrrelser med pludselig død. 3-4 kapsler dagligt skulle være nok.

Blandede E-vitaminer i en dosis på mindst 500 enheder dagligt modvirker også blodpropper.

Ingefær modvirker også den sammenklumpning af blodpladerne, der er første trin i dannelsen af blodpropper. Det samme gælder for den tibetanske urtemedicin Padma Plus, der er et naturlægemiddel mod dårligt kredsløb.

Almindelige løg, kryddernelliker, chili, sort og grøn thé (katekiner), rødvin, olivenolie og sorte kinesiske svampe har også forebyggende virkning.

Man kan selv gøre noget for at stabilisere hjerterytmen ved at tage tilskud af fiskeolie og tilskud af magnesium, som mange mennesker har for lidt af. For eksempel 600 mg magnesium citrat om aftenen.  Der er gode videnskabelige beviser for denne forebyggende virkning. Samtidig med magnesium skal man tage ekstra B6-vitamin for at sikre virkningen af magnesium, fx 50 eller 100 mg B6-vitamin. Man kan også give magnesium direkte i en blodåre for at stabilisere rytmen ved akut opstået atrieflimren. Akupunktur kan muligvis også have effekt.

Hvidtjørn – Crataegus – kan styrke hjertets blodforsyning og arbejdsevne og måske modvirke mindre uregelmæssigheder i hjerterytmen, men næppe forkammerflimren.

Aminosyren homocystein kan ved forhøjede værdier i blodet øget risikoen for hjerte- karsygdomme og for Alzheimers demens. Mangel på folinsyre, B12-vitamin og B6-vitamin øger homocystein i blodet.

De livsvigtige fede syrer i fiskeolie har vist sig at kunne stabilisere hjertet og nedsætte risikoen for rytmeforstyrrelser.

Det er vigtigt at undgå, at kroppens surhedsgrad bliver ændret til den sure side, acidose, med et pH på under 7. Helst skal pH op på 7,5, altså en basisk reaktion. Man kan måle surhedsgraden i sin urin to timer efter et måltid, og den skal da være til den basiske side.

For meget kød, fisk, æg og ost (protein) giver syredannelse, mens grønsager, især de grønne, og i mindre grad frugt giver basisk reaktion. Man kan også gøre kroppen mere basisk med æblecidereddike, fx Martlett. Man kan læse mere om syre-basebalancen i fx Ellen Møllers bog ”Mad eller Medicin” (Høst & Søn’s forlag), eller i min artikel om syre-base balancen på www.dsgnet.dk .

Hjælper stødbehandling og medicin ikke, vil man i dag evt. overveje indsættelse af en pacemaker, og når den fungerer godt, vil man evt. kunne brænde hjertets normale pacemaker i forkamrene væk, så den ikke forstyrrer den normale hjertekammerrytme, som pacemakeren bestemmer. Det vil samtidig betyde, at man kan holde op med en del af medicinen igen. Det er dog ikke så ofte, at man udfører dette indgreb, og man er nødt til at fortsætte med den blodfortyndende medicin.

De allerfleste med forkammerflimren (atrieflimren), som ikke kan ændres og overgå til normal rytme efter behandling med elektrisk stød og efterfølgende stabiliserende medicinsk behandling, vil resten af livet skulle have både blodfortyndende behandling og er eller flere lægemidler, der stabiliserer hjerterytmen. Det er altså kun i specielle tilfælde, at man opererer.

Mangel på det mandlige kønshormon testosteron, der er meget almindelig hos både ældre mænd og kvinder, kan øge risikoen for hjerteproblemer. Man kan måle testosteron i blodet som frit testosteron, og hvis det er nødvendigt hæve det ved hjælp af bio-identisk testosteron i form af gel, der smøres på huden.

Man kan få et godt og langt liv på trods af atrieflimren, men det kræver, at man overholder behandlingen og lever sundt.

Comments are closed.