Det syge stofskifte

Det syge stofskifte

Spørgsmålet er, hvad der fejler mest: Vores stofskifte, vores livsstil, der påvirker stofskiftet negativt – eller sundhedsvæsenet, der lader stofskiftepatienter alvorligt i stikken. Det er svært at udrede stofskiftesygdomme, men også for svært i Danmark. Blandt andet fordi stofskiftet hænger sammen med kroppens andre kirtler og immunsystemet. Hvornår skal du mistænke stofskiftet og behandlingen af det?

Stofskiftet

Hele omsætningen af alt i vores krop kaldes stofskiftet. Der er energi bundet i de næringsstoffer, vi får gennem maden, og energien frigøres, når vi spiser og forbrænder maden i cellernes ”kraftværker” – mitokondrierne. Der sker her en iltning/oxidation, hvor energien i næringsstofferne omlagres og bruges til cellernes arbejde med at opbygge nye cellebestanddele og depotstoffer, fx fedt. Det vigtigste er opbygningen af proteiner, blandt andet enzymer, der giver liv til og styrer cellernes arbejde. Noget af energien bruges til legemligt arbejde, der frigiver varmeenergi, som blandt andet holder omsætningen i kroppen i gang. Stofskiftet er i ligevægt, når man spiser lige så mange kalorier i sin mad og drikke, som forbruges i stofskiftet eller forsvinder fra kroppen igen gennem afføring, urin og huden. Hormoner spiller en stor rolle i styringen af stofskiftet, og samspillet mellem hormonerne og immunsystemet er af meget stor betydning.

Et stort problem for mange, der ikke har der godt og søger læge, er at mange læger ikke har tid til at tale om mere end en ting ad gangen og at overveje, om andre hormoner eller organsystemer, eller anden medicin, har betydning for sygdomme og symptomer. Ti minutter er ikke nok, når man ikke ved, hvad man fejler. Heller ikke når man skal have styr på samspillet mellem dem. Dertil kommer, at ved mange sygdomme, især de autoimmune hvor immunsystemet kan have vekslende funktion, gør det svært at styre det hele.

Det medfører, at den syge helst selv skal være specialist i sine egne sygdomme og dermed være en god samarbejdspartner med sine læger. Lægen skal dele magten med sin patient og ikke overdrive virkningen af blandt andet den medicin, hun udskriver. En del syge kan være hæmmet af dårlig uddannelse og evne til at bruge sin viden, men så må pårørende være med til at støtte den syge, og lægen må være en god pædagog.  Det ideelle er, at patienten i løbet af kort tid ved mere om sin sygdom end lægen, også fordi sygdomme arter sig forskelligt fra menneske til menneske. Det er umuligt at putte alle ind i den samme kasse.

Skjoldbruskkirtlen

I skjoldbruskkirtlen dannes vores stofskiftehormoner. Er der problemer, vil det gå ud over tempoet i kroppen. Er stofskiftet for lavt, vil alt i kroppen gå langsommere, tarmene gå i stå med forstoppelse og vægten stige. Kræfterne bliver små, humøret dårligt med symptomer på depression.. Huden bliver tør og dejagtig. Er der for meget hormon, vil alt køre på højtryk med hjertebanken, rysten, sved, diaré, vægttab mm.

Stofskiftet styres fra hjernen gennem hypofysen, som producerer et hormon, TSH, der betyder Thyreoidea Stimulerende Hormon. TSH stimulerer skjoldbruskkirtlens produktion af stofskiftehormonerne tyroksin, T4, og trijodthyronin, T3. Er produktionen tilstrækkelig eller for høj, nedsættes dannelsen af TSH. Er den for lav, øges TSH, men det gælder kun, hvis hypofysen er i orden, og TSH kan ikke bruges til at styre stofskiftet med. Det er de fleste læger er overbeviste om, og de glemmer derfor at lytte til deres patienter. TSH kan let være inden for det såkaldte normalområde, mens patienten har alle de klassiske symptomer på for lavt stofskifte. Lægen må ikke kun stole på tallene, men må være meget opmærksom på hvordan patienten har det.

Det, som betyder noget, er mængden af aktive, frie hormoner i blodet, frit T4 og frit T3. som stofskifteramte kan have svært ved at få lægen til at måle. T4 omdannes til T3 i vævenes celler, og T3 har en 4-5 gange så høj biologisk aktivitet som T4. Dannes der for meget T4, eller får man det som syntetisk lægemiddel (Eltroxin, Euthyrox), omdannes det overflødige T4 til revers T3 (RT3), der er uvirksomt, så man ikke kan stole på almindeligt T3. Også revers T3 er det meget svært at få lægerne til at måle.

En praktisk måde at vurdere stofskiftet på er at tage temperaturen om morgenen, før man er stået op. Normalt vil den ved for lavt stofskifte ligge under 36,5 grader, men ved normalt stofskifte på 36,8-37,0. Pulsen ved for lavt stofskifte vil ofte være lav, omkring 60.

Mineraler

Mangel på zink og selen kan hæmme leverens omdannelse af T4 til T3. Den sker mest i leveren, så har man problemer med den, kan det give problemer med for lavt T3. Anden sygdom, fx diabetes, kan også hæmme omdannelsen af T4 til T3. Stress med forøget dannelse af kortisol fra binyrebarken kan også midlertidig hæmme omdannelsen, men kun i tre uger. Mineralerne zink, selen og jern er nødvendige for omdannelsen af T4 til T3. Man må dog kun tage tilskud af jern, hvis man mangler det, da for meget jern oxiderer (forharsker) celler og fedt.

Jod spiller en stor rolle for stofskiftet, da jod indgår i stofskiftehormonerne. Jodmangel er udbredt i Verden, især i lande og områder, hvor der ikke spises så meget fisk, skaldyr og anden mad fra havet. Tilsætning af jod til salt og til foder er vigtigt i forebyggelsen af jodmangel. Lægemidlet litium og en række fødemidler blokerer for jod. Det gælder for soja i for eksempel sojamælk, tofu, mange færdiglavede produkter og sojaolie. Det gælder også for peanuts. Jod kan blandt andet måles ved en håranalyse, og man kan få et tilskud ved at spise tangprodukter eller fx Kelp. Det er dog vigtigt at få undersøgt, om man har brug for det.    

Mineralerne fluor, i fx vand eller tandpasta, og brom hæmmer også skjoldbruskkirtlens funktion ved at konkurrere med jod. Fluor er en enzymgift, der direkte hæmmer omdannelsen af T4 til det aktive stofskiftehormon T3. Det må derfor anbefales at være varsom med  at anvende tandpasta med fluor og lægemidler med fluor.

Hvidt sukker og kornprodukter er belastende for skjoldbruskkirtlens funktion. For meget fedt af den flerumættede type (planteolier og margarine) blokerer for dannelsen af skjoldbruskkirtel hormonerne og for deres virkning i cellerne. Når forharskede fedtsyrer og transfedtsyrer optages i cellerne, er de med til at forhindre aktiveringen af stofskiftehormonerne. Kokosolie er derimod et godt valg, da den indeholder mellemkædede fedtsyrer (MCT). Disse fedtsyrer kan øge stofskiftet og derved fremme vægttab. Kokosolie er mættet fedt (men af det gode) og kan derfor tåle opvarmning til stegetemperatur. Man skal købe kokosolie af god kvalitet. Mættet fedt er ikke, som man hidtil har ment, farligt for hjertet.

De andre hormoner

Stofskiftehormonerne er vigtige for dannelsen af hormonerne progesteron og moderhormonet pregnenolon, som mange andre hormoner dannes ud fra. Disse hormoner er der for lidt af, når skjoldbruskkirtlen ikke fungerer ordentligt. Der er i det hele taget sammenhæng i hormonsystemet, så der ofte er problemer flere steder på en gang, også med binyrehormonerne (binyretræthed), kønshormonerne og biskjoldbruskkirtelhormonerne. Det kan fx ses, hvis man starter med en behandling med stofskiftehormon, og binyrebarken er svækket, hvilket kan forværre symptomerne.  

Der er flere kvinder end mænd, der får for lavt stofskifte, men risikoen stiger for begge køn med alderen. Hos kvinder før og efter overgangsalderen er den hyppigste form for et for lavt stofskifte en autoimmun sygdom ved navn Hashimotos sygdom, hvor kroppen danner antistoffer mod de hormonproducerende celler i skjoldbruskkirtlen. Der er tale om inflammation, betændelse i skjoldbruskkirtlen, og der er i begyndelsen ofte for højt stofskifte, som går over i for lavt stofskifte, når der er dannet mange antistoffer. Disse antistoffer måles i blodet ved blodprøven anti-TPO og TRab. Aktiviteten ved Hashimotos sygdom er ofte svingende og svær at styre, hvis man ikke tager hensyn til symptomerne.

Behandling

Lavt stofskifte behandles normalt med et kunstigt T4 hormon, typisk Eltroxin, hvilket kan medføre problemer for dem, der har problemer med omdannelsen til T3. Lægemidlet Eltroxin har også vist sig at have mange bivirkninger, hvorfor nogen vælger Euthyrox i stedet, men det er også et rent T4 hormon. Det er normalt en fordel at behandle med en standardiseret og naturlig form for tørret skjoldbruskkirtel fra svin, da det indeholder både T4 og T3 samt andre naturlige hormoner om T3 og T4 samt calcitonin, der er værdifuldt for omsætningen af calcium.

Det er et problem, at der er så mange stofskiftesyge, at endokrinologerne der er specialister i hormonsygdomme, ikke kan overkomme behandling og kontrol. De har også lagt sig fast på, at der kun må behandles med kunstigt fremstillede stofskiftehormoner, som mange ikke tåler. Generelt har de heller ikke fulgt med udviklingen inden for hormonsygdomme og især ikke samspillet mellem  dem. Det er derfor rigtig godt, at der nu på dansk er udkommet en meget fin håndbog i behandlingen af især for lavt stofskifte. Den  hedder ”Stop Stofskiftevanviddet” og er skrevet af en stofskiftepatient, der har samlet viden fra både specialister i stofskiftesygdomme fra USA og England og fra stofskiftepatienter fra hele verden. Med denne bog kan man lære at styre sit eget stofskifte og at blive en rigtig god samarbejdspartner med en læge, der også ved efteruddannelse og læsning af bogen har fået den nødvendige viden. Det er ikke let at være læge, men det er svært at være patient, når der ikke bliver lyttet til en. Et stort fremskridt vil være, at alle praktiserende læger ved meget mere om stofskiftesygdomme, der er meget almindelige, og vil dele magten med deres patenter.

Forebyggelse af for lavt stofskifte

Naturmedicinsk er det for at forebygge for lavt stofskifte vigtigt at få en sund og varieret kost med mindst 600 gram grønt og frugt. Det er dog klogt ikke at spise for meget kål og soja, der kan fremme dannelsen af struma og for lavt stofskifte, men der er ingen grund til at undgå disse ting.. Man bør undgå raffineret kost med sukker og raffinerede kornprodukter (hvede, pasta, kartofler, ris) for ikke at stimulere dannelsen af for meget insulin, hvilket belaster skjoldbruskkirtlen. Desuden øges betændelsesforandringer i kroppen (inflammation). Dertil er det klogt at tage ekstra antioxidanter. Mineralet selen har en særlig betydning ved for lavt stofskifte. Der kan også være tale om mangel på zink.

C-vitamin og B-vitaminer B2, B3 og B6 er nødvendige for normal dannelse af stofskiftehormon. D3-vitamin, der er det naturlige D-vitamin, har en vigtig indflydelse på immunsystemets normale funktion og modvirker udviklingen af autoimmune sygdomme som Hashimotos sygdom. Behovet er mindst 70 mikrogram dagligt, gerne mindst 100 mikrogram. D3vitamin skal tages til et fedtholdigt måltid for at blive optaget effektivt.

Motion øger dannelsen af stofskiftehormon i skjoldbruskkirtlen og gør samtidig vævene mere følsomme for stofskiftehormonet. Især overvægtige, der er på slankekost med få kalorier, bør motionere meget, da stofskiftet ellers bliver lavere.

Baggrunden for autoimmune sygdomme er ofte en for sød og raffineret kost, som fremmer væksten af candidasvampe i mave-tarmkanalen. Det medfører, at svampene danner et mycelium og klistrer sig til tarmslimhinden og gør den utæt, så ikke helt nedbrudt føde kan gå over i blodet. Det vil så medføre, at immunsystemet over- og fejlreagerer med angreb på kroppens normale væv. Følgerne er allergi og autoimmune sygdomme, som der bliver flere og flere af.

Læs mere om stofskiftet på www.radiodoktoren.dk og i bogen ”Stop Stofskiftevanviddet”.

 

 

 

Comments are closed.