Æblecidereddike

Jeg vil gerne spørge, om æbleeddike er godt at tage. Min mand tager et par glas vand om dagen med lidt æbleeddike i mod forkalkning af årerne. Jeg tager det, fordi man siger, at det er sundt, og så slanker det.

Og en ting mere. Passer det, at en ny type E-vitamin beskytter huden mod tidlig ældning og rynker?

De ældre

Æbleeddike eller æblecidereddike er et gammelkendt middel mod en masse forskellige lidelser. Ikke mindst i USA har sundhedsprofeter som dr. D.C. Jarvis og Dr. Paul C. Bragg promoveret æblecideeddikens mange fremragende virkninger. Æbler er rige på kalium, mineraler og enzymer, som er vigtige for at vedligeholde sundheden og modvirke aldersforandringer. Når man raffinerer fødevarer, fjerner man mange af disse vigtige stoffer, og kogning og stegning ødelægger også meget. Kaliummangel giver blandt andet træthed, smerter og tunghed i kroppen, sløvhed og irritabilitet samt nervøsitet.

Æblecidereddike alene giver ikke vægttab, men sammen med en fornuftig kost støtter den vægttabet betydeligt og modvirker bivirkningerne af en kost, der indeholder færre kalorier, end man forbrænder. Kosten skal, hvis man vil tabe sig, helst ikke indeholde noget raffineret, som fx hvedemel og sukker, og ingen mælkeprodukter, men masser af rå grønsager, salater og frisk frugt samt fuldkornsprodukter. Fordøjelsen af denne kost gøres meget lettere ved hjælp af enzymerne fra blandt andet æbleeddiken og de rå grønsager.

Æblecidereddike bekæmper alle mulige bakterier og virus, der angriber halsen. Man skal bruge en teskefuld til et halvt glas vand og gurgle med det. Det er også godt for huden, fx som omslag, og er godt for håret mod blandt andet skæl og kløe, mod forbrændinger, helvedesild og hudinfektioner.

Et råd fra en af mine lyttere er at bruge æblecidereddike mod for meget mavesyre, som hun var blevet helt af med. Hun drikker hver morgen på fastende hjerte et glas vand med ca. 1 dessertskefuld æblecidereddike i. Dette bevirker, at hun aldrig mere har halsbrand, og at hendes mave fungerer meget bedre og med regelmæssige toiletbesøg.

En anden lytter meldte, at æblecidereddike har en god indflydelse på diabetes. Det regulerer hele kroppen. Hun anede dog ikke hvorfor, men havde sammen med to andre diabetikere oplevet, at blodsukkeret blev langt mere stabilt.

Dr. Jarvis og Dr. Bragg anbefaler begge, at man tilsætter honning til æblecidereddiken, og at man bruger den gamle form, hvor man lader knuste æbler modne i en trætønde. Man kan så se dannelse af spindelsvævagtige strukturer i den brune væske, noget som forsvinder, når man destillerer eddiken, sammen med en del af den gode virkning. En god æblecidereddike er Martletts, som kan fås med og uden honning. Diabetikere bør undgå den med honning af hensyn til blodsukkeret.

Vedrørende E-vitamin, så modvirker alle E-vitaminerne den ældning af huden, der indtræder med alderen og forværres af sol og vind samt en dårlig kost. E-vitamin er et naturligt antioxidant, der modvirker oxidationen – forharskningen af fedtstofferne i huden, godt hjulpet af andre antioxidanter som C-vitamin og betakaroten.

Comments are closed.