Mangel på blodplader kan skyldes tre ting. Der kan være nedsat produktion af blodplader i knoglemarven, øget destruktion af blodplader i milten eller en for hurtig nedbrydning af de dannede blodplader.
Er det knoglemarven, det er galt med, vil der oftest også være mangel på røde og hvide blodlegemer samtidig med blodmangel og tilbøjelighed til betændelser. En trediedel af de nydannede blodplader bliver ødelagt med det samme i milten, mens resten normalt cirkulerer rundt i 7-10 dage. Ved at fjerne milten vil antallet af blodplader derfor kunne øges med knapt en trediedel. Er milten for stor, som det bla. kan ses ved leverlidelse og lymfesygdomme, vil der oftest komme nedsættelse af antallet af blodplader.
En øget ødelæggelse af blodpladerne kan også ses ved øget dannelse af småblodpropper i kroppen og ved kunstige hjerteklapper. Desuden ved ændringer i immunsystemet, hvor blodpladerne kan blive dækket med stoffer fra immunsystemet, hvorefter milten og hvide blodlegemer andre steder i kroppen så hurtigt optager dem. De hyppigste grunde hertil er betændelser med virus eller bakterier, behandling med lægemidler og en speciel autoimmun sygdom, hvor der kommer blødninger i huden (idiopatisk trombocytopenisk purpura).
Mange almindelige lægemidler kan medføre blodplademangel, fx også acetylsalicylsyre, vanddrivende midler af thiazidtypen og østrogen samt sulfastoffer og antibiotika, sovemidler og beroligende midler. Det kan bedst afsløres ved, at man med lægens hjælp tager et lægemiddel fra ad gangen. Stiger blodpladetallet hurtigt efter stop med et lægemiddel, har man fundet synderen. Selv bittesmå mængder af dette lægemiddel vil så kunne udløse ny mangel på blodplader.Alkohol kan undertrykke blodpladeproduktionen, og bønner kan indeholde stoffer, der kan udløse sygdommen.
Risikoen ved at have for få blodplader er en øget blødningstendens, ikke kun i huden og fra næsen, men også indre blødninger samt stærke mensesblødninger.
Ved lave blodpladetal kan det blive nødvendigt med behandling med binyrebarkhormon. Hjælper dette ikke i løbet af 2-3 uger, vil man normalt fjerne milten. Hjælper det heller ikke, vil man forsøge med celledræbende stoffer og evt stoffet danazol, der har en vis androgen virkning. Da der kan være ret kraftige bivirkninger af disse former for medicin, vil man normalt være tilbageholdende med behandling, hvis blodpladetallet ikke ligger under 20, da mange med kronisk blodplademangel har levet i både 20 og 30 år med deres sygdom.
Da immunsystemet ikke sjældent er involveret, er det ekstra vigtigt at få en sund og varieret kost, så kroppen får alle de ting, den har brug for. Især er det vigtigt med mange grønsager, frugter og krydderier, der indeholder en masse naturlige antioxidanter. Det er også vigtigt så vidt muligt at undgå for mange unaturlige kemiske stoffer, fx farvestoffer, tilsætningsstoffer, sprøjtemidler etc. Så lav maden fra grunden af ud fra sunde, gerne økologiske fødevarer, men undgå bønner. Det er også en god idé at tage et ekstra tilskud af antioxidanterm fx i form af Longovital, 6 tabletter dagligt, der har vist sig at kunne få immunsystemet til at virke mere normalt igen. Det er også godt at fortsætte med motion.
Milten har bl.a. betydning for immunforsvaret, så man anbefaler alle, der har fået fjernet milten, at blive vaccineret mod pneumokokker, da infektioner med dem er væsentligt hyppigere, hvis man har fået sin milt fjernet. Der ser ikke ud til at være øget risiko for virusinfektioner. Milten fungerer normalt som fjerner af blodlegemer med unormal form og størrelse samt rester af cellekerner, så blodet indeholder fremover lidt af disse, hvilket ikke betyder noget.
Mennesker, der har fået fjernet milten, kan blive syge af Babesia-parasitter, som man kan få gennem flåter af en type, som findes hos kvæg og hjorte samt gnavere. Babesiose kan behandles med antibiotika. Symptomerne på babesiose giver feber, kulderystelser, muskelsmerter,sved og træthed, der kan fortsætte i uger og måneder.