Amning og allergi

Der er en arvelig tendens til allergi og dermed også til børneeksem, også kaldet atopisk eksem. Hvis der er allergi i familien, vil man ofte allerede i svangerskabet råde moderen til at undgå fødemidler, der kan være hyppige årsager til allergi, fx komælk, æg og peanuts. Det ideelle er, at den vordende moder allerede før fødslen får snakket med den sundhedsplejerske, der skal følge og hjælpe hende og barnet efter fødslen. Sundhedsplejersken er uddannet i at vejlede om forebyggelse af allergi.

Ved fødslen kan man måle et immunstof i navlesnorsblodet – et immunglobulin – der kan sige noget om barnets risiko for at udvikle allergi. Er deer andre børn i familien, der har haft børneeksem på trods af amning, er det til at forudse, at det nye barn også er i risiko for at få det. Amning nedsætter risikoen for, at børn får allergi, også senere i livet, så det er en god forebyggelse.

Men visse ting i moderens kost kan via modermælken øge risikoen for børneeksem eller give forværring af eksemet. Det drejer sig i reglen om fødevarer, der hyppigt medfører allergi, og her drejer det sig oftest om ting som komælk, æg, fisk, nødder (inkl. peanuts), soja, hvede (gluten) og chokolade. Er der opstået børneeksem, kan moderen forsøge at undgå en af tingene ad gangen og samtidig observere, om barnets hud bliver pænere. Det vil ret hurtigt vise sig.

Når barnet bliver større og ikke længere får modermælk, skal man selvfølgelig også være opmærksom på de samme ting i barnets kost. En allergidagbog vil her være en god hjælp.

Det er meget vigtigt, at både moderen og barnet undgår tobaksrøg, der øger risikoen for både allergi, astma, forkølelser, mellemørebetændelse, kolik mm. Huden må ikke tørres ud med sæbe eller andet, og det er klogt, at moderen og andre, der har kontakt med barnet, ikke bruger kosmetik og parfume.

En af grundene til, at modermælk er godt for børn, er, at den indeholder den livsvigtige fede syre gammalinolensyre, der er betændelseshæmmende og vigtig for huden. Helt små børn kan ikke danne denne fedtsyre selv. Lidt større børn har glæde af at få et tilskud af gammalinolensyre – GLA – for at holde huden i god stand og tendensen til børneeksem nede.

Zink har også stor betydning for fedtsyreomsætningen i kroppen, så det er godt, hvis den ammende moder tager et tilskud af zink, men ikke for meget, da det så kan give problemer med optagelsen af kobber og jern. Det er bedst, at disse mineraler tages på forskellige tidspunkter af dagen. Antioxidanter er også gode mod eksem, især C-vitamin, E-vitamin og naturligt betakaroten, som det også er godt for den ammende moder at tage et tilskud af.

Comments are closed.