Diabetes insipidus

Diabetes insipidus har ikke noget dansk navn. Det er en sjælden tilstand, som opstår, når nyrerne ikke kan holde vandet tilbage i kroppen.

Symptomerne er hyppig vandladning og udtørring af kroppen (dehydrering), hvis man ikke drikker nok vand. Huden bliver tør, og folder man huden, forsvinder folden ikke straks, fx på håndryggen. Det er et følsomt tegn på væskemangel.

Der kommer tørre slimhinder, fx i halsen og øjnene.

Øjnene kan blive indsunkne, pulsen hurtig og man kan tabe i vægt.

Der kan ved udtørringen komme ubalance i blodets salte (natrium og kalium), hvilket kan medføre træthed og slaphed, hovedpine, irritabilitet og muskelsmerter.

Den store vandladning (3 til 20 liter urin) kan også medføre tab af mineraler og vitaminer, der bliver ”skyllet” ud af kroppen.

Hos spædbørn kan der være gråd, irritabilitet, hæmmet vækst, feber og vægttab.

Hos større børn ufrivillig vandladning, appetitløshed, hæmmet højdevækst og hurtig udtrætning.

Hvis diabetes insipidus bliver behandlet, og man får nok væske, giver sygdommen ikke problemer og reducerer ikke livslængden.

Behandlingen retter sig mod årsagerne til sygdommen. I op mod en tredjedel af tilfældene kan man ikke finde nogen sikker årsag. Svangerskab er forbundet med en øge risiko for DI.

Normalt kontrolleres vandladningen af hormonet ADH – det antidiuretiske hormon, også kaldet arginin vasopressin. ADH produceres i hypothalamus, der ligger på undersiden af hjernen. Det bliver derefter opbevaret og frigivet fra hypofysen, der er en lille kirtel, som er placeret ved hjernens basis.

Ved central diabetes insipidus er der nedsat dannelse af ADH. Symptomerne forsvinder ved behandling med ADH (desmopressin, Minirin).

Årsagerne til at central diabetes insipidus er skader i hypothalamus eller (sjældnere) hypofysen, hvilket kan skyldes betændelse, kirurgiske indgreb, hovedskader eller svulster. Der kan også være defekter i receptorer i hypothalamus, som måler det osmotiske tryk i blodet.

Den almindeligste form for DI er en følge af hovedskader eller kirurgiske indgreb i den hjerneregion, hvor hypothalamus og hypofysen ligger. DI kan optræde i tre former. En forbigående form, en vedvarende form og en trefaset form.

Man ser oftest den trefasede form, hvor der først i 4-5 dage er en hæmning af ADH. Der kommer omgående øget urindannelse af tynd, klar urin.

Derefter kommer en fase på 5-6 dage, hvor der udløses ADH fra depoter. Urinen bliver mere koncentreret.

Den tredje fase kan være vedvarende DI, når depoterne af ADH er udtømt, og de celler, som producerer ADH, er forsvundet eller ude af stand til at producere ADH.

Årsagerne til central DI er efter nyere litteratur i 30% af tilfældene ukendt, i 25% af tilfældene svulster i hypothalamus eller hypofysen, 16% er følger efter hovedskader som fx hjernerystelse eller kraniebrud, og 20% følger efter hjernekirurgi.

Arvelig DI er meget sjælden.

Nephrogen diabetes insipidus (nyreudløst) viser sig ved, at nyrerne ikke længere er i stand til at koncentrere urinen, fordi ADH ikke længere virker ordentlig i nyrerne.

Man kan se dette ved kronisk nyreinsufficiens (”dårlige nyrer”, lithium forgiftning, for højt calciumindhold i blodet, for lavt kalium i blodet og ved akut beskadigelse af nyrevævet med ophør af nyrefunktionen (ATIN – nephropatia tubulo-interstitialis acuta). ATIN kan også skyldes manglende blodtilførsel til nyrerne (fx ved multiorgansvigt) eller kraftig toksisk påvirkning, fx med kølervæske (ethylenglykol) eller kviksølv. Cystenyrer kan også være en årsag.

Der findes også en meget sjælden arvelig form for nephrogen DI (drenge).

Man kan også se DI under svangerskab (gestational DI). I sjælden tilfælde skyldes dette en defekt i tørst-mekanismen.

Diagnosen stilles oftest ved hjælp af symptomerne. I let form skal man udelukke sukkersyge som årsag. Her er det sukkeret i nyrevæsken, der trækker væske ud i urinen. Det er vigtigt at måle blodsukkeret, saltene i blodet og urinen, hvor koncentreret urinen er, urinvægtfylden og osmolaliteten.

Man måler også ADH og undersøge urinen, efter man har ladet patienten tørste.

Ofte vil man foretage en MRI-scanning.

Den medicinske behandling er ved mangel på ADH at tilføre dette i form af desmopressin.

Man kan også i nogle tilfælde anvende det antidiabetiske stof chlorpropamid, der stimulerer dannelsen af ADH, evt. sammen med et vanddrivende middel af typen thiazid og amilorid. Man har også forsøgt med det anti-epileptiske middel carbamazepin.

Ved svær DI er det ikke sandsynligt, at disse lægemidler vil virke.

Chlorpropamid kan medføre problemer med for lavt blodsukker og kan give problemer ved dårlig lever eller dårlige nyrer. Det kan også medføre dårlig funktion af skjoldbruskkirtlen.

Ved den nephrogene DI kan man anvende gigttabletter af typen NSAID, fx ibuprofen eller indomethacin. de kan bremse urindannelsen noget, man kan have betydelige bivirkninger. Blandt andet nyreskade, leverskade og hjerteskader samt sådannelse og blødning i maven og tarmene.

Ved DI under svangerskab anvendes normalt ADH. Er det tørstmekanismen, de er problemet, bruger man ikke ADH.

Det er vigtigt at vedligeholde en god vandbalance, så man undgår væskemangel

(dehydrerering). Ved behandling med ADH skal man kun drikke væske, når man er tørstig. Det kan ved svigtende tørstsans være nødvendigt at holde regnskab med urinmængden og væskeindtagelsen, fx ved at føre et skema.

Det er vigtigt at spise en sund og varieret kost, så kroppen får tilført alle nødvendige næringsstoffer, og at tage kosttilskud for at erstatte tabet af vitaminer og mineraler med urinen.

Comments are closed.