Hårfarvning, kræft og allergi

Det er korrekt, at risikoen for blærekræft stiger, når man får farvet sit hår. Amerikanske studier har vist, at ikke kun kunderne, men også frisørerne, der kan løbe en risiko ved at anvende hårfarver. De, der tidligt begynder at bruge hårfarver og bliver ved med det, har en øget risiko for at udvikle bestemte kræftarter. Især de mørke hårfarver.

I en tysk økotest af hårfarver, som findes i tidsskriftet Kosmetik nr 1/2001, blev alle undersøgte produkter betegnet som ”ikke anbefalingsværdige”. For alle indholdt de såkaldte aromatiske aminer som fx phenylendiamin (PDA), som allerede blev forbudt af nazisterne, 2,5 toluendiamin eller alpha-naphtol. 49 produkter indeholdt desuden Resorcin, der trænger ind i huden og ved forsøg med menneskelige blodceller har vist sig at føre til ændringer i kromosomerne.

Også hårkure og skylninger, der skal bruges efter farverne, indeholder betænkelige stoffer. Mange hårtonere er i virkeligheden også farvestoffer, mens ægte toninger kan vaskes ud igen. Hårfarver, der giver en blond farve, indeholder også de skadelige aminer, mens det, der virker, for det meste er brintoverilte. Kemiske hårfarver kan hos nogen også give brandsårslignende skader og allergiske reaktioner med kronisk eksem.

Et godt alternativ til de kemiske hårfarver er plantehårfarver, der ved en anden økotest for de flestes vedkommende har vist sig at kunne bruges uden betænkeligheder (16 ud af 22 undersøgte). Nogle plantehårfarver indeholdt dog også aromatiske aminer eller farveforstærkeren Picramat, som er svagt allergifremkaldende og ændrer kromosomerne.

Blærens slimhinde får nedsat modstandskraft, når den bliver påvirket af kemiske stoffer, fx stammende fra hårfarver. Så der kan være en øget risiko for blærebetændelse, foruden for blærekræft. Gentagne betændelser eller anden vedvarende irritation er ofte forløber for kræftlidelser.

Man må som kvinde (og mand) lade være med at få sit hår farvet med de farlige hårfarver og prøve at være tilfreds med sin naturlige farve, evt., bruge de rimeligt sikre plantehårfarver.

Allergi over for hårfarve bliver også mere og mere almindelig. Ikke mindst fordi flere og flere unge farver deres hår. Allergien viser sig ikke kun i hårbunden, men også der, hvor farven kommer i kontakt med ører og ansigt. Typisk opstår det kløe og rødmen omkring øjnene og afskalning ved hårgrænsen. Der kan komme betydelig hævelse af ansigtet og omkring øjnene.

Det er oftest stoffet paraphenylendiamine – PPD eller PPDA – der forårsager allergi. Andre navne for PPD er phenylendiamine, 4-Benzendiamine, para-diaminobenzene,

para-aminoaniline, Orsin, Rodol, Ursol.

Allergi over for PPD kan medføre allergi over for sulfonamider (”sulfa”), som ofte burrges mod fx blærebetændelse. Desuden over for azo-farver, som bruges i hårfarver, kuglepenneblæk, dieselolie og som farve i mad og lægemidler.

Benzocain og procain, der bruges som lokalbedøvelse hos læger og tandlæger, og

PABA – paraaminobenzoesyre – som bruges i solcremer og andre cremer, kan også give reaktioner.

PPD har været forbudt i nogle lande, men den nuværende EU-lovgivning tillader op til 6% PPD i hårfarver.

Er man i tvivl, om man kan tåle en hårfarve, kan man smøre en smule af opløsningen på

en ti-ørestor plet bag øret eller i albuebøjningen, lade det tørre og vente 2-3 dage. Kommer der ikke rødme, vabler eller irritation, er risikoen for allergi kun lille. Men næste gang, man vil bruge hårfarven, kan allergi have nået at udvikle sig, så det er bedst at gentage prøven.

Allergi over for Henna er meget sjældnere end allergi over for andre hår

farver, men håret kan tage skade af Henna, blive misfarvet og knække samt være svært at curle.

Dansk Frisør- og Kosmetikerforbund og Miljøkontrollen offentliggør hver måned en liste over farlige hårplejeprodukter. Se på www.dfkf.dk

Hårfarver kan i det hele taget medføre knækkede hår, hårtab og tør hårbund med kløe.

Det er heller ikke altid, at farven bliver den forventede.

Comments are closed.