Åndedræt er måske et lidt gammeldags ord, men det betyder at drage ånde, at trække vejret. Johannes V. Jensen skriver i Danmarkssangen: ”Den danske mark i en bølgen går,
som åndedræt af en venlig kvinde”. Det er en fin beskrivelse af et harmonisk åndedræt, hvis formål er at tilføre hver eneste celle i kroppen den livsnødvendige ilt.
Åndedrættet eller vejrtrækningen styres fra den forlængede marv, der sidder lige ovenfor rygmarvens øverste del. Her er centret for de mest livsvigtige funktioner, og det er herfra, det ubevidste nervesystem sørger for, at vi trækker vejret, selvom vi ikke er opmærksomme på det. Vi kan med viljens kraft godt trække vejret noget mere eller noget mindre, men før eller siden vil den ubevidste vejtrækning tage over.
Ved vejrtrækningen, også kaldet ventilationen, transporteres luften udenfor os ned i lungerne og ud igen. Vi kan ikke tømme lungerne helt, så der sker hele tiden en opblanding af luften nede i lungerne. Luften går gennem munden og næsen, hvor den bliver renset og tilført fugtighed, ned gennem luftrøret til bronkierne, lungerørene, og videre ud i en mængde sækformede alveoler, lungeblærer. Alveolernes vægge er så tynde, at ilt kan gå over i blodet og binde sig til hæmoglobin, det røde farvestof som transporterer ilten ud til cellerne, hvor den bliver afleveret.
Samtidig optager blodet kultveilte, kuldioxid, ude i vævene og transporterer den tilbage til lungerne, hvor den går over i lungeluften og bliver udåndet. Øges indholdet af kuldioxid i blodet, vil man automatisk trække vejret hurtigere, og man kan på denne måde også regulere kroppens syre-basebalance. Ved for lidt ilt i blodet vil man også automatisk trække vejret hurtigere.
Har ilten svært ved at komme fra lungerne over i blodet, kan det skyldes betændelse og bindevævsdannelse, for eksempel ved KOL, kronisk astmatisk bronkitis, også kaldet rygerlunger. Rygere har yderligere problemer, da kulilten i røgen beslaglægger en del af hæmoglobinet, der så ikke kan transportere ilt.
Åndedrættet har også betydning for tilbagestrømningen af blod fra kroppens væv til hjertet. På vejen ned i lungerne opvarmes, fugtes og renses luften, så lungevævet ikke bliver udtørret, skadet eller angrebet af bakterier og virus. På vejen ud bruger vi luftstrømmen, når vi skal tale, og vi mister vand og varme med den.
Vi trækker vejret ved hjælp af musklerne i brystkassen og mellemgulvet. Når de trækker sig sammen, udvides brystkassen, hvorved der kommer et undertryk imellem lungehinderne, så luften suges ned i lungerne. Når vi er i ro, er det mest mellemgulvet, der bruges til at række vejret med, men har vi brug for en kraftig vejrtrækning, bidrager musklerne mellem ribbenene og halsmusklerne meget. Når vi har trukket vejret helt ind, slapper vi både mellemgulvets muskler og ribbensmusklerne af, og elastikvirkningen i lungerne og brystkassen presser så luften ud gennem luftrøret, samtidig med at organerne i bughulen trykker op mod mellemgulvet, så der bliver meget mindre plads til luften i brysthulen.
I vores del af verden er vi meget lidt interesseret i vores åndedræt. Det skal bare fungere, ellers går vi til lægen. I Indien og Kina, hvor en trediedel af verdens befolkning bor, er det første, man lærer små børn, at lave åndedrætsøvelser hver morgen. Før man lærer dem at tale og gå.
Åndedrættet er nødvendigt for livsenergien, og når man har sovet, er en del af lungeblærerne klistret sammen og ude af funktion, for man bruger jo ikke så meget luft, når man sover, og de fleste ligger sammenkrøbet, så brystkassen ikke kan udvide sig ordentligt.
Det er først, når man har trukket vejret dybt ud og ind nogle gange, at lungerne er foldet helt ud og kan fungere ordentligt, så vi får ilt nok og kan komme af med kuldioxiden. En god øvelse er en pranayama yogaøvelse, hvor man sætter en finger for det ene næsebor og trækker med lukket mund vejret så dybt ned i lunger og mave, som man kan. Derefter flytter man fingeren til at lukke det andet næsebor og ånder så meget ud gennem det nu åbne næsebor, som man kan. Den modstand, man skaber ved at ånde ind og ud gennem kun et næsebor, styrker lunger og åndedrætsmusklerne. Øvelsen gøres nogle få gange.
Det er bedst at stå op foran et åbent vindue, så det er frisk luft, der kommer ned i lungerne. Ofte er luften i et soveværelse, hvor vinduet ikke har været åbent, meget dårlig og iltfattig.
Åndedrættet og sindet hører også sammen. Er man en dag stresset, nervøs og ikke ved, hvad man skal gøre, så er det godt at trække vejret dybt tre gange og smile. Så slapper både sind og krop af, og man får magt over situationen igen. Kniber det med at falde i søvn, er det godt at koncentrere sig om at trække véjret dybt og langsomt. Samtidig skal man tælle hvert åndedrag, man tager. Hvis man koncentrerer sig om de to ting, vil man holde op med at tænke på, hvad der er sket i dagens løb, og med at bekymre sig for næste dag.
Trækker man bevidst vejret hurtigere end normalt, vil man også kunne dæmpe smerter. Det er en erfaring, som mange fødende har gjort, når de har haft stærke veer, men andre smerter kan også dæmpes på samme måde.
Det er dog ikke godt at trække vejret for meget i længere tid, da man så udånder for meget kuldioxid. Det resulterer i at blodets surhedsgrad ændres og dermed det aktive kalkindhold. Herved øges irritabiliteten i nervesystemet, og der kan komme prikken og stikken i læberne, stivhed i ansigtet og hænderne, og bliver man ved, kan det ende med et krampeanfald. Det kaldes hyperventilations syndrom og kan være en del af en angstlidelse. Det er let at kurere. Man skal blot puste en plasticpose op og sætte den tæt for næsen og munden og trække vejret ind og ud i den i nogle minutter. Man genindånder derved sin kuldioxid, blodet ændrer igen sin surhedsgrad, så den og det aktive kalkindhold bliver normal, og nerverne falder til ro.
Det er også sådan, at alle de kendte sind-krop teknikker fra Østen, for eksempel yoga, Tai chi, Qi gong og alle former for meditation, har åndedrætsteknik med som en nødvendig del. Når man koncentrerer sig om åndedrættet og om den øvrige teknik, der hører med til det, man udfører, vil man opnå balance i både sind og krop.