Søsyge

Søsyge viser sig ved svimmelhed, kvalme, opkastning, hovedpine, bleghed og koldsved.

Søsygen opstår, når skibets bevægelser ikke svarer til det, man kan se. Fx når man befinder sig under dæk, og ikke kan se skibets bevægelser i forhold til vandet. Eller hvis man er fuldt optaget af at læse eller spille et spil. Inde i det indre øre findes balanceorganet med buegange, som der er væske i. Bevægelserne i denne væske og tryk fra øresten eller krystaller inde i buegangene meddeler til lillehjernen, hvor man er i rummet, altså om man står op, ligger ned eller fx står skævt. Hvis øjnene siger noget andet til lillehjernen, sender den svimmelhedssignaler og stimulerer vagusnerven til maven.

Dårlig luft i kahyt eller salon, fx med en masse tobaksrøg, vil også forværre tendensen. Er man i sin kahyt, er det bedst at ligge ned. Ellers er det bedst at være på dækket eller ved et vindue, så man kan følge med i, hvordan skibet bevæger i forhold til havets overflade.

Den friske havluft ude på dækket er meget sund. Man skal blot være rigtigt påklædt i forhold til vejret. Det bedst at opholde sig nær skibets center, da det bevæger sig mindst her.

Selvom der måske ikke er den store risiko ved at give et barn over et år et antihistamin med virkning på søsyge, fx en halv Marzine eller Postafen, så bryder jeg mig ikke meget om at fylde medicin i børn. Jeg vil foreslå, at man forsøger med ingefær i stedet. Der findes ingefærtabletter til specielt denne brug. Spørg på apoteket.

Der er mindre risiko for søsyge, når man er mæt, men ikke overmæt, og altså større når man er sulten eller mangler væske. Man skal undgå fed mad.

Akutryk (akupressur) på et punkt tre fingersbredder ovenover håndledsfuren på håndfladesiden af underarmen kan være en hjælp, Det samme gælder massage på øverste ende af lægbenet lige under knæet.

Der findes armbånd, der, hvis de bliver anbragt rigtigt, kan trykke på det rigtige punkt.

Navne er Sea-band eller Travelband.

Når man kommer i land efter at have vænnet sig til skibets bevægelser, kan der ske det, at man går lidt usikkert, for balanceorganet og lillehjernen skal lige vænne sig til det faste grundlag igen. Det er altså ikke altid, at søfolk, der slingrer lidt, er fulde.

Comments are closed.