Smerter i fødderne

Jeg har i årevis været plaget af smerter under og i fødderne. Det prikker, brænder og alt muligt. Det er værst, når jeg kommer i seng om aftenen og til middagssøvnen. Om morgenen og om formiddagen er det tåleligt. Det eneste, der virker, er at putte dem i koldt vand.

Jeg er hjertepatient og har i mange år fået medicin for hjerte og blodtryk. Sidste år er jeg blevet bypass opereret. Siden har jeg fået vanddrivende medicin samt hjertemagnyl. Jeg har hos egen læge gennem årene fået forskellige slags smertepiller uden virkning. Jeg har været hos en neurolog, der sendte mig til måling af ledningsevnen i nerverne. Han har også givet mig mange slags medicin, alt uden virkning. Kort sagt er jeg opgivet. Hvad kan jeg gøre? Kan det skyldes al den forskellige medicin i årenes løb?

78-årig kvinde

Der er sandsynligvis tale om en slags nervebetændelse i dine fødder, ikke med bakterier, men på grund af nerveskade. Årsagen kan godt være bivirkninger af fx kolesterolsænkende medicin af typen statiner. Jeg går ud fra, at din læge eller neurologen har målt dit indhold af B12-vitamin og folinsyre i blodet, da årsagen også kunne findes her.

Der kan dog være mange andre årsager, fx tryk mod nerverne til dine fødder i form af tarsal tunnel syndrom, hvor nerver kommer i klemme, men det ville neurologen have afsløret. Man kan også se disse symptomer ved sukkersyge, som mange ældre har uden at vide det. Men ofte lykkes det ikke at påvise nogen sikker årsag. Hvis dine symptomer ikke havde været så typiske for nervebetændelse, ville man også skulle tænke på plantar fasciitis, en betændelsesagtig tilstand i sener og senevæv under foden. Men her er smerterne typisk værst, når man står ud af sengen.

Jeg vil anbefale et tilskud af et B-vitaminpræparat med alle B-vitaminerne i. Desuden et tilskud af den livsvigtige fede syre gammalinolensyre – GLA, der kan fås i kapsler. Man skal tage otte kapsler dagligt i 3-4 uger, og derefter 3-4 kapsler dagligt. GLA virker genopbyggende og reparerende på nerverne.

Desuden vil jeg anbefale at forsøge med prikbladet perikum – hyperikum, fx

Calmigen eller Velzina, taget en time før sengetid. Hyperikum kan i nogle få tilfælde

modvirke virkningen af visse typer medicin, fx digoxin, men man kan så øge dosis.

Det skal ske i samarbejde med lægen. Hvis du ikke havde problemer med hjertet, kunne en lille dosis af de gammeldags tricykliske midler mod depression være en god løsning, fx 25 mg en time før sengetid.

Du kan også forsøge at gnide dine fødder ind i Revena creme, evt. afvekslende

med pebermynteolie eller Mentholatum. Det vil gennem de resterende nerver kunne dæmpe dine smerter samtidig med, at det køler. Du kunne også overveje at forsøge akupunktur.

Comments are closed.